Fjern skallen fra kardemommefrøene, der skal bruges 8 g frø uden skal. Knus kardemommefrøene med sukker i en morter, minihakker eller krydderikværn.
Bland mel, Dr. Oetker Tørret Surdej, 1 tsk. af kardemommesukkeret, salt og sukker sammen. Tilsæt fingervarm mælk, æg og blødt smør og ælt dejen ved lav hastighed i ca. 12 minutter i en standmixer, indtil den er blank og smidig. Den lange æltetid er vigtig for at aktivere glutnet i melet, hvilket påvirker bagværkets struktur. Det er helt klart nemmest at ælte dejen på en standmixer, når den skal æltes i så lang tid. Alternativt så kan man prøve at ælte dejen med en kombination af en håndmixer med dejkroge og håndkraft.
Dæk dejen til og lad den hæve i ca. 1 time til dobbelt størrelse.
Rør blødt smør, sukker, resten af kardemommesukkeret og mel sammen til en ensartet masse.
Rul dejen ud på et let meldrysset bord til en rektangel på ca. 32x45 cm. Fordel remoncen ud over dejen, helt ud til kanten. Fold ⅓ af dejen ind over midten. Gentag med den anden side, så der bliver tre lag dej. Rul dejen let med en kagerulle, så den måler ca. 32x20 cm.
Skær dejen i 16 strimler med en bredde på ca. 2 cm. Rul en dejstrimmel om den ene hånds pege- og langefinger, mens dejstrimlen snos med den anden hånd. Afslut ved at lægge dejstrimlen henover knuden og stikke enden af den op i hullet nedefra.
Sæt de 16 kardemommesnurrer med lidt afstand på en bageplade med bagepapir. Dæk dem til med et tørt viskestykke og lad dem hæve et lunt sted i ca. 1 time.
Tænd ovnen på 210 °C traditionel varme det sidste kvarter af hævetiden.
Pensl de færdighævede snurrer med sammenpisket æg.
Bag kardemommesnurrer i ca. 20 minutter i nederste tredjedel af ovnen.
Bagetid: about 20 Minutes
Imens snurrerne bages, koges vand og sukker op i en lille gryde, indtil sukkeret er smeltet. Lige så snart snurrerne kommer ud af ovnen, pensles de med sukkerlagen og drysses med svensk perlesukker.
Hvis du ikke kan skaffe svensk perlesukker kan du bruge almindeligt perlesukker, eller gør det festligt og brug lidt krymmel i stedet.
Kardemomme der allerede er stødt kan bruges i stedet for hel kardemomme, men der er mindre smag i.
Hvis muligt så brug hvedemel med et proteinindhold på 12 g pr. 100 g, dette gør at snurrerne får en bedre konsistens og bliver mere luftige, når dejen bliver æltet længe. Du kan se på pakken med mel hvor meget protein der er pr. 100 g.
Relaterede opskrifter
Brød og boller
Brød og boller
Brød og boller