Denne kage er den perfekte påskedessert . Se de søde tips til at pynte den med fint påskepynt nederst i opskriften og stil stolt kagen frem på påskebordet som en spiselig påskedekoration.
Tænd ovnen på 175 °C traditionel varme.
Vask og tør citrontimianen, pluk bladene fra stilkene og hak bladene groft. Vask og tør citronerne og riv skallen fint. Pres derefter saften ud af citronerne.
Kom stuetempereret smør, sukker og Vaniljesukker i en stor skål. Pisk grundigt med en håndmixer til blandingen er lys og luftig. Tilsæt derefter æggene et ad gangen og pisk godt imellem hvert æg. Tilsæt citrontimian, citronskal og -saft og pisk i ca. 3 minutter.
Bland hvedemel, bagepulver og salt og sigt det i smørblandingen, tilsæt olie. Pisk dejen kort sammen til den netop er helt blandet. Fordel dejen i to springforme (ø 20 cm) beklædt med bagepapir.
Bag kagerne midt i ovnen i 35-40 minutter. Mærk efter med et træspyd om kagerne er færdigbagte. Der må ikke sidde dej på spyddet.
Tag kagerne ud af ovnen og lad dem køle af.
Bagetid: 35 - 40 Minutes
Kom indholdet af en pose Base for Buttercream i en skål og tilsæt stuetempereret smør, kold flødeost og Citronsyre. Pisk med en håndmixer i 4 minutter, til smørcremen er lys og luftig. Alternativt kan smørcremen piskes i en standmixer. Tilsæt fintrevet citronskal og Vanilla Paste, pisk det kort sammen. Stil smørcremen til side ved stuetemperatur.
Befri de kolde kager fra formene og bagepapir, skær evt. lidt af toppen for at gøre dem helt flade, hvis nødvendigt. Skær begge bunde over på midten, så der bliver 4 lige tykke bunde.
(Hvis du ønsker at lave en kanin der er på vej ind i sit hul til pynten, skal du sætte den ene bund til side og kun lave en kage med tre bunde).
Kom den første bund på et serveringsfad. Fordel 1/3 -del af citronmarmeladen (eller lemon curd) over bunden. Spred forsigtigt 1/5 -del af frostingen over citronmarmeladen og top med den næste bund. Gentag med citronmarmelade og frosting for de resterende bunde, smør et lag frosting på toppen af den øverste bund. Stil den resterende smørcreme til side på køkkenbordet, den skal bruges til at sætte mosset fast på kagen til slut.
Kom kagen på køl i ca. 20 minutter.
Del æggene i hvider og blommer. Kom æggeblommer og honning i en skål og pisk det sammen til det er lyst og cremet.
Pisk æggehvider, salt og flormelis sammen indtil det bliver til en stiv marengs. Fold æggeblommeblandingen i marengsen. Sigt hvedemel og bagepulver i og fold forsigtigt dejen sammen. Vend derefter Concentrated Green Colour i dejen. Tilsæt kakaopulver og rør det kun delvist ind i dejen, således at der opnås en marmoreret effekt.
Fordel dejen i fire bøtter eller skåle der kan tåle at komme i mikroovn.
Kom en skål ad gangen i mikroovnen og bag den ved 800 W i ca. 1½ minut. Bag de resterende kager. Lad kagerne køle af og bræk dem derefter op i mindre stykker, så det ligner mos.
Tag lagkagen ud af køleskabet og smør den reserverede smørcreme i et jævnt lag på siden af kagen. Tryk forsigtigt mos ind på kagens sider og top, så kagen bliver helt dækket af mos.
Tag et glas med en diameter på ca. 6,5 cm og en højde på 4 cm. Vend det på hovedet og dæk det med sølvpapir. Kom det i fryseren.
Hak chokoladen fint og smelt forsigtigt 2/3-del i en skål over et vandbad, eller i en mikroovn, tag fra varmen og rør det resterende chokolade i til det er smeltet. Knæk glasnudlerne i stykker på ca. 2 cm og vend dem forsigtigt i den smeltede chokolade.
Brug hånden eller en gaffel og kom glasnudlerne rundt om det kolde glas. Lad reden sætte sig i fryseren.
Når chokoladen er stivnet fjernes reden fra glas og sølvpapir. Sæt reden på toppen af kagen og fyld den med chokoladeæg.
Hak chokoladen fint og smelt 2/3-del i en skål over et vandbad, eller i en mikroovn, tag fra varmen og rør det resterende chokolade i til det er smeltet. Kom chokoladen i en sprøjtepose og sprøjt to kaninører på et stykke bagepapir. Lad chokoladen sætte sig på køl eller frys.
Mos kagebunden til krummer og rør den sammen med 50 g smørcreme, tilsæt evt. lidt mere hvis massen er meget tør, eller tilsæt lidt citronmarmelade eller lemon curd Dæk en skål med en diameter på ca. 10,5 cm og volumen på 220 ml med plastfolie. Kom kagemassen i og pres den let sammen i skålen, glat overfladen ud. Sæt kagen på køl i mindst 30 minutter.
Ælt marcipan og flormelis sammen. Tag 10 g marcipan og rul det til en rund kugle, klip lidt ind i kuglen flere gange med en saks og rul derefter kuglen igen, så den får en lidt nubret overflade, der ligner en kanins hale.
Tag 20 g marcipan, del det i to og form to poter.
Tag 5 g marcipan og farv det med en lille smule Concentrated Pink Colour. Del kuglen i 8 meget små kugler og 2 lidt større, tryk dem let flade, dette skal være kaninens trædepoter. Sæt dem fast på poterne med lidt vand.
Rul den resterende marcipan ud på et bord drysset med flormelis til en cirkel med en tykkelse på ca. 2 mm.
Tag kagen ud af skålen og befri den fra plastfolie. Kom marcipanen over kagen og glat den ud. Skær marcipanen til langs kanten af kagen. Sæt den lille kage med marcipan på toppen af den store kage dækket med mos.
Sæt kaninhalen og poterne på kagen med lidt vand. Tryk forsigtigt kaninørerne ind i toppen af marcipankagen.
Hvis din mikroovn kun har en 1000 W indstilling, så nøjes med at bage mosset i ca. 1 minut.
Hvis du ikke ønsker en let smag af kakao i din mos kan du istedet bruge brun pastafarve, eller undlade den brune farve og lade dit mos blive helt grønt.
Relaterede opskrifter
Lagkager og roulader
Lagkager og roulader
Lagkager og roulader